Berlin kræver EU-budget skåret ned

Tyskland vil stemme nej til EU-Kommissionens forslag til et syvårigt budget på 1,76 billioner euro, medmindre det bliver skåret med »flere hundrede milliarder euro«. Det sagde forbundskansler Friedrich Merz 28. juli (Handelsblatt, Europa-Parlamentet). Budgettet er EU’s flerårige finansielle ramme, MFF, som fastlægger, hvor mange penge unionen må bruge, og hvad de må bruges til over syv år. Efter traktaterne kræver den enstemmighed blandt alle 27 regeringer (EUR-Lex). Hvert land har veto. Tyskland, EU’s største nettobetaler, bruger nu åbent den position.

Pengene finansierer blandt andet rensningsanlæg, bredbånd i landdistrikter, landbrugsstøtte og opstartstilskud i Europas fattigere regioner. Hvis budgettet skæres i den størrelsesorden, Berlin kræver, kan de regioner ikke bare erstatte EU-tilskuddene med lån på egen hånd.

Kravets størrelse

Et lækket tysk regeringsdokument, først omtalt af Reuters, satte det ønskede snit til omkring 400 mia. euro, svarende til omtrent en femtedel af Kommissionens forslag (Euractiv). Tysklands europaminister, Gunther Krichbaum, gentog beløbet offentligt 22. juli og argumenterede for, at landbrugsstøtte og regionale fonde bør slås sammen for at frigøre penge til forsvar, kunstig intelligens og konkurrenceevne.

Berlins begrundelse ligger først og fremmest i tysk indenrigspolitik. Tyskland skærer i sine egne offentlige udgifter, og Merz siger, at vælgerne ikke vil acceptere en større EU-regning samtidig. Østrig, Sverige og Nederlandene tænker i samme bane. Et forhandlingsudkast fra Rådet i juni 2026 havde allerede barberet Kommissionens forslag ned til omkring 1.730 mia. euro, cirka 2 % under udgangspunktet (Eucrim). Det er stadig langt fra det, Tyskland kræver.

Europa-Parlamentet trækker i den modsatte retning. Parlamentet ønsker et større budget, delvist finansieret af nye indtægter på EU-niveau, herunder en afgift på store virksomheder (Europa-Parlamentet). Dem afviser Tyskland også.

Hvor pengene går hen, og hvem der mister dem

Kommissionen vil samle regional udviklingsstøtte, landbrugsbetalinger og fiskerimidler i én national plan for hvert land (Kommissionen). Det bekymrer regionerne, fordi de nationale regeringer dermed får mere kontrol over pengene. Polske lokalmyndigheder har advaret om, at modellen flytter magt væk fra regionale programmer (Wspólnota). Den Bruxelles-baserede tænketank Bruegel rejser samme bekymring for EU som helhed (Bruegel).

Selv uden et tysk snit i den størrelsesorden vurderer det italienske Institut for Internationale Anliggender, at den samlede ramme for regional- og landbrugsmidler vil være omkring 14 % lavere i faste priser end i den nuværende periode (IAI). Den nuværende samhørighedsfond, som støtter investeringer i medlemslande med nationalindkomst under 90 % af EU-gennemsnittet, kan dække op til 85 % af de støtteberettigede projektudgifter. Polen modtog 10,75 mia. euro i den nuværende budgetcyklus, Rumænien 4,09 mia. euro (Europa-Parlamentet). Når den pulje bliver mindre, mister en kommune ikke bare en budgetpost. Den mister måske et rensningsanlæg.

Rumænien bliver presset fra to sider. Landet har allerede svært ved at gennemføre de reformer, der skal udløse omkring 4,5 mia. euro fra EU’s genopretningsfond efter pandemien før en frist i august (To Brief). Et strammere budget efter 2027 vil ramme et land, som ikke uden videre kan låne sig til at lukke hullet.

Berlins spareiver stopper ved egen grænse

Tyskland har en pointe om spild. Den Europæiske Revisionsret har gentagne gange peget på absorptionsproblemer, altså EU-midler, der bliver bevilget, men aldrig brugt, ofte fordi projekter går i stå, eller lokale myndigheder ikke kan få dem gennem systemet hurtigt nok (ECA). Flere penge giver ikke automatisk bedre brugte penge.

Men Merz har samtidig afvist et foreslået loft på 100.000 euro over støtte til den enkelte bedrift, fordi det ville ramme store landbrug i det nordlige og østlige Tyskland (n-tv). Disciplinen gælder åbenbart mest uden for matriklen.

Argumentet støder også ind i EU’s egne nyere beslutninger. Medlemslandene har godkendt 150 mia. euro i fælles låntagning til forsvar gennem SAFE-instrumentet, hvor alle 27 lande sammen rejser penge på kapitalmarkederne, så stærkere låntagere deler omkostningen med svagere (Kommissionen). Budgettet skal samtidig rumme 149,3 mia. euro i tilbagebetaling af gæld fra NextGenerationEU, genopretningsfonden efter pandemien (Europa-Parlamentet). Hvis Europa kan låne fælles til våben, er det ikke en naturgiven finanspolitisk grænse at skære i tilskud til kloakker og bredbånd. Det er et politisk valg. Den egentlige kamp handler om, hvem der skal bære presset: landmænd, kommuner, fattigere medlemslande eller de nationale finansministerier, som Tyskland vil beskytte.