EU godkender returcentre uden værtsland

Den 1. oktober gav EU-landenes ministre endeligt grønt lys til en forordning, der giver regeringer lov til at sende mennesker uden ret til at opholde sig i EU til »tilbagesendelsescentre« i lande uden for EU (Council, EFE). Reglerne om centrene gælder fra den dag, forordningen træder i kraft. De regeringer, der har presset hårdest på for centrene, har stadig ikke offentliggjort en aftale med et land, der vil lægge jord til.

Afstanden mellem en juridisk mulighed og en faktisk udsendelse er afgørende: Forordningen giver kun tilladelse. Om den bliver omsat til en afrejse, afhænger af nationale myndigheder, et værtsland, domstolene og til sidst personens oprindelsesland.

Hvem beslutter hvad

Første led ligger i den nationale hovedstad. Myndighederne i et land beslutter, at en person skal rejse. Med den nye europæiske tilbagesendelsesordre registrerer de derefter de vigtigste oplysninger i en fælles formular, som andre medlemslande kan læse. Det andet land vælger selv, om det vil handle på afgørelsen (Brussels Times).

Spanien protesterede mod netop den frihed. Madrid ønskede, at alle Schengenlande skulle være forpligtet til at gennemføre hinandens afgørelser. I Schengenområdet kan man krydse de fleste EU-landes grænser uden paskontrol. Derfor mente Spanien, at en person ellers kunne undgå udsendelse ved at flytte. Spanien vurderede også, at beskyttelsen af familier ved centrene var for svag, og var det eneste land, der stemte imod (elDiario.es). Spanien kunne ikke standse forordningen, som blev vedtaget med kvalificeret flertal. Her vægtes landenes stemmer, og intet enkelt land har veto.

Centrene ligger længere nede i kæden. Kun mennesker, der allerede har fået en afgørelse om tilbagesendelse, kan sendes dertil. Værtslandet skal overholde international menneskerettighedslovgivning, herunder forbuddet mod at sende nogen videre til forfølgelse eller tortur. Børn uden ledsagelse er udelukket, men familier med børn er ikke automatisk fritaget (ECRE). Domstolene kan prøve, om hver enkelt overførsel lever op til betingelserne.

Forordningen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, EU's officielle lovtidende. Reglerne om centrene gælder fra samme dag. De fleste andre nye procedurer begynder først et år senere (Council).

Det manglende værtsland

Danmark, Tyskland, Nederlandene, Østrig og Grækenland blev i september enige om en fælles model for centre og sigter mod de første overførsler i 2027 (Danish ministry). Siden da har de fem lande forhandlet med mulige værtslande som en gruppe (To Brief).

På vedtagelsesdagen sagde den tyske indenrigsminister Alexander Dobrindt, at de mulige værtslandes villighed stadig skulle afklares. Han håbede på en aftale inden årets udgang (Tagesschau). Danmarks udlændinge- og integrationsminister, Morten Bødskov, sagde, at det juridiske grundlag nu var på plads (The Copenhagen Post). Grundlaget gælder kun på EU-siden. De fem regeringer mangler stadig et værtsland, og ingen har offentliggjort en underskrevet aftale.

Et værtsland løser ikke alt

Selv en underskrevet aftale løser kun én del af opgaven. Forskere ved SWP, et tysk analyseinstitut, peger på, at værtslandets samtykke ikke tvinger personens oprindelsesland til at udstede rejsedokumenter eller tage vedkommende tilbage (SWP). Værtslandet siger ja til at modtage menneskerne. Kun oprindelseslandet kan tage dem hjem.

Det er netop her, Europa allerede har svært ved at få systemet til at fungere. I 2025 pålagde EU-landene 491.950 mennesker at forlade EU og sendte 135.460 tilbage til lande uden for EU (Eurostat). Opgørelserne følger ikke de samme personer, så forskellen kan ikke bruges til at måle, hvad centrene eventuelt vil bidrage med. Tallene viser dog, at det længe har været lettere at beslutte, at mennesker skal rejse, end at gennemføre udsendelsen.

SWP's pointe peger på en konkret risiko. Hvis et oprindelsesland nægter at udstede rejsedokumenter, kan et center ende med at holde på mennesker, der ikke kan sendes videre. Så flyttes en fastlåst sag ud af EU, uden at den bliver løst. Om det sker, afhænger af aftaler med oprindelseslandene, som den nye forordning ikke indgår.

De fem regeringer, der har lovet overførsler, skal derfor kunne fremvise to ting: en offentliggjort aftale med et værtsland, som kan prøves ved domstolene, og en løsning på, hvordan de sikrer rejsedokumenter fra de lande, menneskerne kommer fra. Forordningen giver mulighed for centre, men tilhængerne har ikke offentliggjort nogen aftale med et værtsland. Tidsplanen for overførsler er fortsat en ambition.