Offentlige indkøb kan favorisere EU-varer

EU-Kommissionen fremlagde 9. september en forordning om offentlige indkøb, som skal give offentlige indkøbere i hele EU mulighed for at foretrække europæiske leverandører (Commission). Forslaget erstatter tre eksisterende direktiver med én forordning, der gælder direkte i alle 27 medlemslande. Som To Brief skrev, da udkastet blev lækket i sidste uge (To Brief), skal indkøberne i højere grad vurdere kvalitet og ikke blot vælge det billigste tilbud. Foreløbig ændrer intet sig. Både Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, hvor medlemslandenes regeringer forhandler, skal vedtage forordningen, før den får virkning.

Frivillige redskaber, konkrete valg

Forslaget er en værktøjskasse, ikke et påbud. Offentlige indkøbere vil kunne begrænse adgangen for leverandører fra lande, som ikke sikrer europæiske virksomheder adgang til deres egne offentlige udbud. De vil også kunne kræve, at en bestemt minimumsandel af varerne i et tilbud kommer fra EU (proposed regulation, Politico). En fransk borgmester vil dermed kunne udelukke en kinesisk busproducent, mens et finsk hospital vil kunne se bort fra muligheden.

Skillelinjen følger EU’s handelsaftaler. Lande som USA, Japan og Norge, der gennem WTO-aftaler eller bilaterale aftaler med EU er sikret adgang til offentlige udbud, vil beholde deres nuværende rettigheder. Virksomheder fra lande uden sådanne aftaler, blandt andre Kina og Indien, kan derimod blive mødt af begrænsninger (Guardian, proposed regulation). Polske myndigheder vil fortsat ikke kunne favorisere polske virksomheder frem for tyske, fordi reglerne for EU’s indre marked forbyder forskelsbehandling mellem medlemslandene.

EU-Kommissionen vil desuden få en særskilt og stærkere beføjelse til at indføre obligatoriske begrænsninger, hvis et land systematisk holder europæiske virksomheder ude af sine egne udbud. Beijing har allerede reageret på en mere snæver udgave af denne politik. Da Bruxelles i 2025 begrænsede kinesiske virksomheders adgang til udbud af medicinsk udstyr gennem EU’s eksisterende instrument for internationale offentlige indkøb, svarede Kina med tilsvarende begrænsninger for europæiske leverandører (Crowell). Risikoen for gengældelse er dermed påvist i praksis.

Kvalitetskrav uden garanti for lønmodtagerne

Forholdet mellem pris og kvalitet skal ifølge forslaget være det normale grundlag for at tildele kontrakter. Kvalitet skal tælle mindst 30 % i bedømmelsen og mindst 50 % i arbejdskraftintensive tjenester som rengøring og vagtopgaver (EU Perspectives, proposed regulation). Procentsatserne stiller dog ikke i sig selv krav om beskyttelse af arbejdstagerne. Den italienske fagbevægelse CGIL mener, at forordningen kan svække Italiens lov om offentlige kontrakter fra 2023. Den pålægger tilbudsgivere at oplyse, hvilken overenskomst der gælder, og dokumentere tilsvarende beskyttelse (Il Fatto Quotidiano). Da en EU-forordning har forrang for national lovgivning, bliver det juridiske spørgsmål, om Italien kan bevare sine strengere krav. Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation har opfordret Parlamentet og Rådet til at skrive bindende lønmodtagerbeskyttelse ind i teksten (ETUC).

Regeringerne har endnu ikke valgt side

EU-kommissær Stéphane Séjourné fremhæver, at offentlige indkøbere allerede har kunnet vægte kvalitet, men ofte har undladt det af frygt for retssager. Han vil samtidig gøre borgmestrene politisk ansvarlige for deres indkøbsvalg (Le Monde). Det tyske handelskammer betegner krav om lokal produktion som en sidste udvej, der kan øge priserne og udløse gengældelse (DIHK). Ni medlemslande, heriblandt Sverige, Tjekkiet, Finland og Irland, advarede i december 2025 om, at en bred politik til fordel for europæiske leverandører kan skade konkurrencen (Euronews). Advarslen kom dog før dette konkrete forslag, og ingen regering har endnu formelt placeret sig for eller imod.

Efter EU’s almindelige lovgivningsprocedure skal både Europa-Parlamentet og Rådet godkende den endelige tekst. I Rådet kræver det kvalificeret flertal: mindst 15 af de 27 regeringer, som tilsammen repræsenterer 65 % af EU’s befolkning, skal stemme for (European Parliament). Ingen af institutionerne er begyndt at fastlægge sin forhandlingsposition. Ét praktisk spørgsmål ventes at præge debatten før en afstemning: Hvem skal kontrollere, om varerne i et tilbud faktisk stammer fra EU, og hvem skal betale merprisen, når en offentlig indkøber foretrækker en europæisk leverandør?

EU-Kommissionen har foreslået en mulighed for at foretrække europæiske leverandører, men intet krav om at bruge den. Europa-Parlamentet og medlemslandenes regeringer afgør nu, om EU får en fælles indkøbsregel eller en menu af muligheder, som indkøberne kan lade ligge. Ingen af dem har endnu vist, hvor de står.