Europa ejer Patriots, USA styrer missilerne

USA har brugt omkring halvdelen af sine Patriot-interceptorer og tæt på fire femtedele af sine THAAD-missiler i krigen mod Iran, viser beregninger fra CSIS og oplysninger fra CNN og Reuters. Det er netop de våben, europæiske NATO-lande har købt, trænet med og bygget en stor del af deres afskrækkelse op omkring. Men der er forskel på at eje affyringsrampen og at styre, hvem der får de næste missiler.

Produktionshullet

Trump-regeringen afviser, at USA står med en farlig mangel, men den har ikke offentliggjort hverken lagertal eller minimumsgrænser for reserverne. CSIS vurderer, at Patriot-lagrene er faldet til under 1.000 interceptorer fra et niveau på omkring 2.200 før krigen. THAAD-lagrene ligger ifølge tænketanken omkring 250, ned fra 452 (CSIS).

Pentagons egen reaktion viser presset. Forsvarsministeriet har indgået aftaler med Lockheed Martin og Northrop Grumman om at tredoble produktionen af Patriot-interceptorer og firedoble produktionen af THAAD. Northrop har annonceret accelerationskontrakter for 3 mia. dollar (Defense News, Northrop Grumman). Man tredobler ikke produktionen af noget, man har rigeligt af. Problemet for de europæiske allierede er, at den nye kapacitet først kommer sent i dette årti, ikke i næste kvartal.

Ukraine, NATO’s østflanke, Mellemøsten og Indo-Pacific trækker alle på den samme amerikansk kontrollerede produktionskæde. Som vi skrev i sidste uge, har Washington allerede indledt en formel gennemgang af sin militære tilstedeværelse i Europa (To Brief). Missilerne lægger en hårdere begrænsning oveni: Selv hvis den politiske vilje i Washington består, er den fysiske forsyning begrænset.

Europa betaler, Washington beslutter

Nederlandene viser, hvordan afhængigheden fungerer i praksis. Haag blev det første NATO-land til at sende 500 mio. euro gennem PURL, den NATO-mekanisme hvor allierede finansierer amerikanske våben til Ukraine. Nederlandene har allerede doneret Patriot-affyringsramper, en radar og interceptorer til Kyiv (Dutch Defence).

Europæiske penge i den amerikanske produktionskø giver ikke europæerne kontrol over, hvad der kommer ud af den. Washington afgør, hvilke knappe interceptorer der går til Ukraine, hvilke der bliver i amerikanske reserver, hvilke der sendes til partnere i Mellemøsten, og hvilke der opfylder allieredes ordrer. Som den nederlandske avis NRC formulerede det, er det kun Patriot, der virker mod ballistiske missiler. Når lagrene tømmes, kan Ukraine derfor blive tvunget til at se til, mens Rusland får større råderum.

Schweiz giver et konkret eksempel på omprioriteringen. Bern har fået besked om, at leverancerne af Patriot-systemer bliver forsinket, fordi Washington sender interceptorer til Ukraine først (Reuters). Ingen europæisk allieret har offentligt meldt om en tilsvarende forsinkelse. Men køen kan flyttes igen med én amerikansk politisk beslutning.

Hvad Europa kan og ikke kan erstatte

Europa kan gøre mere på de lave og mellemste lag af luftforsvaret. Tyskland har leveret IRIS-T-systemer til Ukraine fra egne produktionslinjer (Bundesregierung). MBDA’s Aster-missil, som bruges sammen med det fransk-italienske SAMP/T-system, er Europas stærkeste mulighed i det øvre luftforsvarslag. Frankrig, Italien og Storbritannien har bestilt over 200 ekstra Aster-missiler og forkortet leveringstiderne (MBDA).

Mod de sværeste ballistiske trusler står hullet stadig åbent. Intet europæisk system matcher PAC-3 MSE eller THAAD mod hurtigt bevægende sprænghoveder. Licensproduktion af amerikanske missiltyper i Europa tager typisk tre til syv år efter kontraktunderskrivelse, ifølge Reuters. Ukraines Fire Point-konsortium udvikler sammen med ti europæiske partnere en billigere interceptor, der skal supplere Patriot, men den første fulde test mod et ballistisk mål ventes først midt i 2027 (Defense News).

Europas kortsigtede svar er derfor ikke at erstatte Patriot og THAAD én til én. Det er at opbygge nok egen kapacitet til, at de knappe amerikanske interceptorer kun bruges mod trusler, som intet andet system kan håndtere. Europæiske forsvarsministre har endnu ikke forklaret deres befolkninger, hvordan den omlægning skal ske, eller hvor lang tid den vil tage. Tallene for manglen er offentlige. Moskva kan også læse dem.