Fire lande presser Italien om asylretur

Finland er nu det fjerde europæiske land, der forbereder at sende asylansøgere tilbage til Italien efter EU’s nye ansvarsregler. Det øger presset på Rom, men foreløbig kun politisk. Der er ikke tale om en eneste bekræftet finsk overførsel.

Det finske indenrigsministerium oplyser, at overførsler "i øjeblikket forberedes" efter Asyl- og Migrationsforvaltningsforordningen, AMMR. Forordningen er kernen i EU’s migrationspagt fra 2024 og har afløst Dublin-systemet, som afgjorde, hvilket EU-land der skulle behandle en asylansøgning. Finland har ikke oplyst antal, tidsplan eller bekræftet, at nogen faktisk er blevet sendt af sted (ANSA, TRT World).

Stillingen indtil nu

Grundideen er enkel. Hvis en person kommer ind i EU via Italien og senere rejser videre til for eksempel Tyskland eller Finland, siger AMMR, at Italien som udgangspunkt skal tage personen tilbage og behandle asylsagen. Nord- og vesteuropæiske lande ønsker den regel håndhævet. Italien kan trække sagen ud eller afvise overdragelsen. To måneder efter at reglerne trådte i kraft, har hvert land fået sit eget svar fra Rom.

Østrig er det eneste land med bekræftede resultater. Wien har rapporteret fire gennemførte overførsler, siden reglerne begyndte at gælde den 12. juni 2026. I de samarbejdende sager rejste asylansøgerne til Italien med tog eller bus (ORF). Fire personer er ikke meget, men det viser, at systemet kan fungere i praksis.

Schweiz befinder sig mellem forberedelse og gennemførelse. Italienske myndigheder har ifølge oplysninger accepteret 51 schweiziske anmodninger om tilbagetagelse efter 12. juni, og Bern har bestilt flyafgange i slutningen af august (NZZ, Ticinonews). Det åbne spørgsmål er, om flyene faktisk letter.

Tyskland løb ind i muren. Som vi skrev i sidste uge, planlagde Berlin tre tilbagesendelser. Rom afviste alle tre med henvisning til, at der var tale om gamle sager fra før migrationspagten trådte i kraft (Tagesschau). På pressemødet den 19. august talte den tyske regering om "koordinering", ikke om gennemførte overførsler (Bundesregierung).

Frankrig og Nederlandene har holdt sig udenfor. Paris har ifølge ANSA valgt ikke at presse sagen, mens samarbejdet med Rom om at reducere afgangene over Middelhavet fortsætter (ANSA).

Hvorfor Italien kan sige nej

Det hårdeste tal kommer fra EU-Kommissionen, EU’s udøvende myndighed. Mellem 12. juni og 7. juli sendte otte medlemslande i alt 12 anmodninger om overførsel til Italien. Italien afviste dem alle (Kommissionens vurdering, 2EU Brussels).

Roms modstand har to lag. Det juridiske argument er, at mange anmodninger ifølge indenrigsminister Matteo Piantedosi handler om personer, der ankom før pagten trådte i kraft. Derfor gælder de nye regler efter Italiens opfattelse ikke for disse sager (Brussels Signal).

Det politiske argument er mere kontant. Piantedosi kobler Tysklands krav om overførsler til en bredere italiensk klage: Tyske NGO-skibe redder migranter på havet og bringer dem til italienske havne, hvorefter Berlin vil sende nogle af de samme sager tilbage til Italien. Rom siger også, at modtagesystemet har været presset, siden Italien suspenderede indgående overførsler i december 2022 (Euronews).

Uret som pressionsmiddel

Reglerne skaber en konkret fælde for de lande, der presser Italien. Når et land efter AMMR udpeger et andet land som ansvarligt, har det normalt seks måneder til at gennemføre den fysiske overførsel. Overskrides fristen, ryger ansvaret tilbage til det land, der bad om overførslen (EU-Domstolen, Shiri-sagen). Italien behøver derfor ikke sige nej for evigt. Det kan være nok at lade tiden gå.

Finlands udmelding gør striden til mere end et tysk-italiensk opgør. Den bliver en test af, om destinationslande i Nord- og Vesteuropa kan få Italien til at tage asylansøgere tilbage efter de regler, Italien selv har været med til at vedtage. Østrig fandt en smal vej med fire samarbejdende sager. Tyskland blev blokeret. Schweiz har italienske acceptbreve, men ingen bekræftede afgange. Finland forbereder sig uden tal eller datoer. Frankrig har valgt at lade være.

Togrejser, afviste anmodninger og overskredne frister afgør nu, hvad AMMR betyder i praksis. EU-Kommissionen, som i juli registrerede de 12 afvisninger, skylder medlemslandene en klar vurdering af, om Italiens modstand er forenelig med den forordning, Rom selv stemte for. Hver måned uden en sådan vurdering flytter ansvaret tilbage til de lande, der bad om hjælp.