Frankrigs risikotillæg nærmer sig 100 basispoint

Ved 10-tiden den 15. september var renten på tiårige tyske statsobligationer steget til omkring 3,50 %, det højeste niveau siden 2009. Den tilsvarende franske rente nåede 4,48-4,50 %, tæt på niveauerne under finanskrisen i 2008 (Reuters via Zonebourse). Obligationsrenten er det årlige afkast, som en investor får ved at købe og beholde en statsobligation. Når kursen på obligationen falder, stiger renten, og staten må betale den højere rente, næste gang den optager gæld.

Forskellen mellem den franske og den tyske rente nærmede sig 100 basispoint, altså ét helt procentpoint (Reuters via Boursorama). Forskellen kaldes et rentespænd og viser, hvor meget ekstra Frankrig betaler for at låne sammenlignet med Tyskland. Renterne steg også i Italien, Spanien, Belgien og Nederlandene, men her flyttede rentespændene sig næsten ikke. Frankrig skilte sig ud.

Et fælles stød løftede renterne

Højere inflation og strammere pengepolitik stod bag det meste af rentestigningen i Europa. Inflationen i euroområdet nåede 3,3 % i august, mens energipriserne lå 14,3 % over niveauet året før (Eurostat). En tønde Brent-olie kostede omkring 108 dollar (SIC Notícias). Den 10. september varslede Den Europæiske Centralbank (ECB), som fastsætter renterne for eurozonens 21 lande, en renteforhøjelse på 25 basispoint. Dermed stiger indlånsrenten til 2,50 % med virkning fra 16. september; den 15. september var den fortsat 2,25 % (ECB). Samtidig lagde amerikanske statsrenter på knap 4,8 % et opadgående pres på de europæiske renter, fordi internationale investorer løbende sammenligner sikre statsobligationer på tværs af lande (Bundesbank).

Den italienske rente steg med omkring 23 basispoint i de første to uger af september, mens landets rentespænd kun voksede med 4 basispoint (la Repubblica, Borsa Italiana). Spaniens rentespænd steg tilsvarende med cirka 4-5 basispoint (El Español). I begge lande fulgte renterne altså hovedsageligt den tyske rente op. Markedet satte prisen på europæiske obligationer ned under ét; investorerne udpegede ikke Italien eller Spanien som særlige risici.

Frankrigs ekstra regning

Frankrig fulgte et andet mønster. Landets rente steg med omkring 28-31 basispoint i samme periode, og cirka 13-15 basispoint skyldtes et større rentespænd snarere end stigningen i den tyske rente (Banque de France). Næsten halvdelen af den franske rentestigning kan dermed henføres til hjemlig politisk risiko frem for internationale markedsforhold. Som vi skrev i sidste uge, er Frankrigs rentetillæg over for Tyskland nu det største siden 2012. Reuters kæder udviklingen direkte sammen med investorernes uro over den splittede Nationalforsamling og vanskelighederne ved at få finansloven for 2027 vedtaget (Reuters via Boursorama).

Frankrig kan stadig låne på markedet. Den 3. september solgte landets gældsagentur statsobligationer for 13,5 mia. euro fordelt på fire udstedelser, og investorerne bød tilsammen på mere end dobbelt så mange obligationer, som staten udbød (Zonebourse). Men refinansieringen er blevet dyrere. Da stater løbende erstatter udløbende obligationer med nye, vokser merudgiften gradvist. Den gennemsnitlige løbetid på Frankrigs statsgæld er over otte år (AFT), så de nuværende renter afløser kun langsomt de lavere renter på ældre obligationer.

Belgien viser, hvordan regningen kan udvikle sig. Landets gældsagentur vurderer, at et permanent rentestød på 100 basispoint vil øge renteudgifterne med omkring 178 mio. euro i 2026. I 2031 vil den årlige merudgift være vokset til 3,9 mia. euro (The Brussels Times). Små årlige stigninger hober sig op.

Hvem vinder, og hvem taber?

Højere renter gavner opsparere og investorer, der køber nye obligationer. Bankernes indlånsrenter er dog knap nok fulgt med. I juli gav anfordringsindskud i euroområdet fortsat blot 0,28 % i rente (ECB). Bankerne beholder dermed en stor del af rentemarginalen.

Nye låntagere møder den modsatte virkning. I Nederlandene steg tilbudsrenten på tiårige fastforrentede boliglån med 14 basispoint på fire uger til 4,22 % den 13. september (Van Bruggen). Boligrenter afhænger både af swaprenter, bankernes finansieringsomkostninger og forventningerne til ECB, ikke kun af renterne på statsobligationer. Retningen er alligevel klar: Det bliver dyrere at låne. Boligejere med fast rente er beskyttet, indtil lånet skal have ny rente.

Europa betaler nu for højere inflation og en strammere pengepolitik. Frankrig betaler oveni for politisk usikkerhed. Udviklingen i rentespændene peger ikke på en bredere opsplitning af euroområdet, hvor investorer systematisk kræver større tillæg fra flere medlemslande. Om Frankrig kan holde sin særskilte risikopræmie under kontrol, afhænger af afstemningen om finansloven for 2027 i Nationalforsamlingen.