Grønland overvejer amerikansk transitret

I New York underskrev Donald Trump, Danmarks statsminister Mette Frederiksen og Grønlands regeringsleder Jens-Frederik Nielsen den 22. september en ændring af forsvarsaftalen om Grønland fra 1951 (Reuters, ABC News). Ændringen udpeger Narsarsuaq og Mestersvig som nye amerikanske »forsvarsområder«, altså steder, hvor aftalen tillader amerikansk militær aktivitet. Den fastsætter hverken antal soldater, budget eller åbningsdato for områderne (den underskrevne aftale). Til gengæld fastlægger den retten til passage: Amerikanske styrker får en stående ret til at bevæge sig gennem Grønland, mens nye anlæg fortsat kræver grønlandsk samtykke.

Fri passage uden nye tilladelser

Når ændringen træder i kraft, kan amerikanske styrker og køretøjer samt amerikanske regeringsskibe og -fly bevæge sig frit mellem forsvarsområderne til lands, til vands og i luften. Amerikanske regeringsfly må flyve over og lande hvor som helst i Grønland, og amerikanske statsskibe får adgang under havoverfladen i Grønlands territorialfarvand (den offentliggjorte danske tekst). Ingen enkelt flyvning eller sejlads kræver en ny godkendelse fra de tre regeringer.

Analytikerne er uenige om, hvor meget aftalen udvider USA’s råderum. Aftalen fra 1951 gav allerede USA ret til at opføre anlæg, udstationere styrker og operere i områder, som parterne havde aftalt (1951-aftalen). En norsk gennemgang af aftalen paragraf for paragraf peger dog på en reel udvidelse af retten til at lande og få adgang under havoverfladen (Samfunn og politikk).

Pituffik Space Base i nordvest får den mest direkte gevinst. Basen står allerede for missilvarsling og rumovervågning (US Space Force), og ændringen giver Washington mulighed for at modernisere og udvide aktiviteterne dér. Aftalens indledning nævner et muligt missilskjold under navnet »Golden Dome«, men Reuters fandt ingen finansiering, tropper eller tidsplan knyttet til det (Reuters).

Hvor Grønland stadig kan sige nej

De to udpegede steder er endnu ikke beskrevet nærmere. Narsarsuaq er en civil lufthavn i syd, bygget på en tidligere amerikansk flyveplads. Mestersvig er et afsidesliggende logistikanlæg på østkysten. Alle tre regeringer skal stadig blive enige om størrelsen på hvert område og om, hvilke aktiviteter der må foregå dér (den underskrevne aftale).

Et forslag om yderligere forsvarsområder skal fremsættes skriftligt med angivelse af placering, størrelse, planlagte aktiviteter og tiltag, der skal begrænse den lokale påvirkning. En fælles komité med repræsentanter for de tre regeringer behandler forslaget. Hvis komitéen ikke når til enighed inden for 90 dage, løftes forhandlingerne først til viceminister- og derefter ministerplan (den danske udenrigsministeriums tekst). Den offentliggjorte bestemmelse godkender ikke automatisk noget på noget trin. Går forhandlingerne i stå, kommer der derfor ikke et nyt område, og Nuuk kan sige nej.

Det er her, Trumps påstand om »permanent kontrol« går længere end aftaleteksten (Det Hvide Hus). Ændringen har ingen udløbsdato, så den del af påstanden har belæg (den danske udenrigsministeriums tekst). Samtidig er kontrollen delt. Nye områder og enhver installation eller længerevarende tilstedeværelse af styrker fra et land uden for NATO kræver enighed mellem alle tre parter (den offentliggjorte danske tekst).

Danmark og Grønland forpligter sig også til at sikre, at et fremtidigt selvstændigt Grønland forbliver i NATO og overtager ordningen (den danske udenrigsministeriums tekst). Løftet binder kun de regeringer, der har underskrevet det. Et selvstændigt Grønland ville være en ny stat, der selv kunne vælge sine alliancer.

Hvad parlamenterne skal godkende

Intet af dette træder i kraft, før Danmark og Grønland har afsluttet deres parlamentariske behandling og meddelt Washington det i en diplomatisk note (den danske regering). Medierne peger på Folketinget og Inatsisartut, Grønlands parlament, som de forsamlinger, der skal behandle aftalen (n-tv). Nielsen har fremstillet aftalen som en beskyttelse af Grønlands selvbestemmelse (To Brief).

De europæiske regeringer har bakket op om aftalen, men ikke tilbudt egne styrker. Tysklands kansler Friedrich Merz roste en løsning, som ifølge ham respekterer folkeretten og styrker NATO (den tyske regering). Den 27. september bød britiske Andy Burnham og norske Jonas Gahr Støre aftalen velkommen, men annoncerede hverken udsendelse af styrker eller finansiering til Grønland (den britiske regering). Foreløbig er sikkerheden på denne del af NATO’s arktiske flanke de tre regeringers ansvar.

Når ændringen træder i kraft, kan amerikanske fly og skibe bevæge sig gennem Grønland uden ny godkendelse fra de tre regeringer, mens brugen af de to udpegede steder fortsat kræver enighed. Analytikerne er uenige om, hvor meget disse passage-rettigheder udvider adgangen i forhold til 1951-aftalen. Uanset hvad skal Grønlands folkevalgte godkende rettighederne, før nogen har sagt, hvad Narsarsuaq og Mestersvig skal rumme. Nielsens regering skylder Inatsisartut den forklaring, før forsamlingen stemmer.