NATO fordømmer, piloter gætter

Det Nordatlantiske Råd, NATO's øverste politiske organ, mødtes 12. august og fordømte Rusland for krænkelser af luftrummet over Polen og Rumænien (Euractiv). Rådet aktiverede ikke artikel 4, traktatbestemmelsen om formelle konsultationer, når et medlemsland føler sig truet. Det annoncerede heller ingen ny deployering og oplyste ikke om ændringer i reglerne for afvisning eller nedskydning. Afstanden mellem den politiske alarm og den synlige militære handling er kernen i sagen.

Forklaringen ligger i NATO's magtfordeling. Alliancen kan fordømme, konsultere og deployere. Men piloter og nationale luftforsvarschefer afgør fortsat efter national lov, om der skal skydes, medmindre NATO har en erklæret mission med fælles regler for magtanvendelse. Det skel går igen i hver eneste hændelse den seneste måned.

Hvad der krydsede grænsen

Rumænien viser, hvordan problemet ser ud i luften. Den 24. juli registrerede rumænske radarer en drone, der bevægede sig ind over land fra kysten ved Donaudeltaet. To italienske Eurofighter-fly på NATO's air policing-mission og to rumænske F-16-fly blev sendt op. Målet blev ødelagt nær Padina i Buzău amt, og piloterne beskrev det som en trussel af Shahed/Geran-2-typen (Romania Insider). Dagen efter blev endnu en drone skudt ned nær Sfântu Gheorghe (Le Figaro). Rumæniens daværende fungerende forsvarsminister, Radu Miruță, forklarede begrænsningen: Når et mål først er klassificeret som fjendtligt, kan det bekæmpes med det samme, men rumænske styrker må ikke skyde mod en drone, der stadig befinder sig i ukrainsk luftrum (Digi24). De afgørende spørgsmål er derfor, hvor hurtigt målet opdages, hvordan det klassificeres, og hvor det præcist befinder sig. Alt sammen reguleret af rumænsk lov.

Polens sag er anderledes. Den 30. juli faldt vragrester ned nær Tarnawa-Kolonia i Lublin-regionen. Anklagemyndigheden identificerede delene som en russiskproduceret Kh-101-krydsermissil (Rzeczpospolita). Forsvarsminister Władysław Kosiniak-Kamysz oplyste til Sejm, at general Ireneusz Nowak havde bemyndigelse til at beordre en nedskydning, hvis missilbanen truede beboede områder (Polens forsvarsministerium). Polen indkaldte Ruslands ambassadør og afleverede en protestnote. Som vi skrev i sidste uge, var Polen og de baltiske lande allerede i gang med at skærpe sikkerheden omkring kritisk infrastruktur på grund af frygt for russiske false flag-operationer.

Frontlinjestaterne ser sondering. Beviserne peger ikke altid samme vej.

Litauens forsvarsminister, Robertas Kaunas, sagde, at efterretningstjenesterne følger russisk planlægning af mulige provokationer i Østersøregionen (LRT). Litauisk militær efterretning pegede på en mere konkret bekymring: Rusland kan ramme mål i Baltikum med ukrainskproducerede droner og dermed sløre, hvem der stod bag. Det vil give NATO et dårligere bevisgrundlag for fælles handling (15min). Litauen har allerede indsat soldater og skibe ved LNG-terminalen i Klaipėda, LitPol Link-transformerstationen og Kruonis-vandkraftværket (Delfi).

Bulgarien fortæller den modsatte historie. Den 8. august eksploderede en drone nær Kardam, tæt på en kompressorstation på Trans-Balkan-gasrørledningen. Ifølge Bulgariens forsvarsministerium var objektet sandsynligvis en Maya-attrapdrone, en type der ofte bruges af ukrainske styrker, og der var ingen beviser for en bevidst handling mod Bulgarien (Mediapool). Bulgarien indkaldte Ukraines ambassadør, ikke Ruslands. GPS-modulet gjorde det ikke muligt at rekonstruere ruten (Euronews Bulgaria). Den sag alene gør det vanskeligt at hævde, at ethvert objekt, der krydser luftrummet nær NATO, er en bevidst russisk test.

Tyskland viser en anden svaghed: Selv når truslen ligger tæt på det militære område, begynder droneforsvar i fredstid ofte hos politiet. Berlin udvider Forbundspolitiets droneforsvarsenhed til 300 specialister fordelt på otte lokationer, men Bundeswehrs rolle internt i Tyskland er fortsat begrænset af forfatningen (Bundesregierung, Tagesschau).

Prisen for fordømmelse uden mekanisme

Mønstret på tværs af hændelserne er tydeligt. Rumænien skød droner ned på national bemyndigelse. Polen aktiverede luftforsvaret under national kommando. Litauen sikrer infrastruktur med soldater og skibe. Hvert land handler på sit eget juridiske grundlag. NATO's fordømmelse gør problemet til alliancens, men den skaber ikke offentligt nogen fælles mekanisme til at håndtere det. Alliancen siger, at den "fortsat styrker" sit integrerede luft- og missilforsvar, altså systemet der kobler allierede landes sensorer, kampfly og afvisningskapacitet. Den formulering beskriver igangværende arbejde, ikke en ny beslutning.

Gentagne fordømmelser uden synlige fælles tiltag risikerer at lære Moskva, at NATO's praktiske tærskel ligger højere end alliancens politiske sprog antyder. Den rimelige konklusion er ikke, at Rusland bevidst har testet NATO i alle tilfælde; det modsiger Bulgariens sag. Den er, at gentagne luftrumskrænkelser, uanset om de skyldes hensynsløshed eller sondering, er ved at skabe et mønster, hvor frontlinjestaterne bærer den operative risiko, mens alliancen svarer med solidaritetssprog. NATO har hævet den politiske alarm. Alliancen har endnu ikke vist de fælles regler, der kan gøre luftforsvaret på østflanken forudsigeligt: fælles standarder for, hvornår piloter må engagere et mål, sensorer der virker på tværs af grænser, og myndighed der ikke nulstilles ved hver national grænse.