Pentagon sætter Europas frist

Seks måneder. Så lang tid har Pentagon sat af til at afgøre, hvilke amerikanske militære funktioner i Europa der bliver, og hvilke der forsvinder. USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, sagde i juni til NATO’s forsvarsministre, at nogle allierede ville dumpe gennemgangen, mens andre ville bestå "with flying colors" (Stars and Stripes, Euronews).

Det handler ikke kun om antallet af soldater. Hvis Washington fjerner de kommando-, efterretnings-, tankfly-, transport- og atomfunktioner, som får NATO til at fungere i praksis, før Europa har bygget erstatninger, svækkes afskrækkelsen. Det kan ske uden, at nogen formelt bryder artikel 5, NATO’s klausul om fælles forsvar.

Hvad Washington leverer, og hvad gennemgangen måler

Elbridge Colby, Pentagons øverste strateg, kalder skiftet "NATO 3.0": Europa overtager det konventionelle forsvar, USA beholder sin atomparaply og flytter flere kræfter mod Stillehavet (Washington Times, RFI). Oversat til almindeligt dansk betyder det, at Washington vil have europæiske regeringer til at forsvare deres eget territorium med egne kommandosystemer, på en tidsplan Europa ikke selv har valgt.

Gennemgangen tæller ikke bare soldater. Den skal også vurdere, om allierede giver hurtig adgang til baser og luftrum under operationer. I en krise kan en langsom tilladelse fra én hovedstad gøre en NATO-plan langt sværere at gennemføre.

Det afgørende er de funktioner, USA leverer. Amerikanerne driver i praksis NATO’s styresystem: kommandostrukturen, der koordinerer styrker på tværs af grænser, efterretningerne, der opdager trusler, tankflyene, der holder kampfly i luften, den strategiske lufttransport, der flytter tungt materiel, og atomdelingsordningerne bag afskrækkelsen. General Alexus Grynkewich leder både NATO’s militære operationer i Europa og USA’s europæiske kommando (Air & Space Forces Magazine). NATO’s planlægning løber stadig gennem amerikanske kanaler.

De allierede opgraderer rørene, ikke systemet

Europa er i gang med at bygge fysisk infrastruktur. NATO-landene har godkendt en brændstofplan på 27 mia. euro, som skal flytte logistisk kapacitet østpå (NATO). Polen kobler radarer og missilbatterier sammen i ét luftforsvarsnet, så operatører kan følge trusler og affyre afskæringsmissiler fra samme skærm (Army Recognition). Som To Brief tidligere har beskrevet, testede en tyskledet kampgruppe for nylig en natlig flytning af tungt panser gennem Polen til Litauen. Øvelsen viste problemer med grænsetilladelser og vejkapacitet. Fra Litauens Suwałki-korridor (15min) til Grækenlands logistiske baser (US Embassy Greece) sker tilsvarende opgraderinger langs den østlige flanke.

Men asfalt, brændstoflagre og bedre broer erstatter ikke styresystemet. Europas fælles tankflyflåde ventes med tiden at nå op på omkring et dusin fly. Grynkewich har sagt, at det ikke er nok til at holde en krig kørende (Air & Space Forces Magazine). EU’s Institut for Sikkerhedsstudier beskriver Europas luftforsvars- og overvågningskapacitet som tynd og begrænset af, hvor hurtigt afskæringsmissiler kan produceres og lægges på lager (EUISS). Atomdelingen er det sværeste hul. Frankrig har åbnet en samtale om sin atomafskrækkelses rolle i europæisk sikkerhed, men tilbyder ingen finansieret erstatning for den amerikansk forankrede arkitektur (IFRI). Tyskland har købt F-35-fly til sin atomdelingsopgave og forstærker dermed afhængigheden af amerikanske systemer snarere end at erstatte den (Simple Flying).

Mønstret går igen i flankestaterne. Polen kan huse og flytte styrker, men landet kan ikke erstatte den kommandostruktur, der koordinerer dem. Litauen kan modtage en tysk brigade, men brigadens afskrækkende værdi afhænger af luftdækning og forstærkningskæder, som endnu ikke virker i stor skala. Rumænien kan beskytte faste installationer som NATO’s Aegis Ashore-missilforsvar, men kan endnu ikke selv lede et regionalt forsvar.

Uret er allerede i gang

Pentagon har allerede trukket 5.000 soldater ud af Tyskland, herunder en enhed med langtrækkende ildkraft, som ellers skulle have været udstationeret der, ifølge Stars and Stripes. Colby siger, at gennemgangen vil gøre NATO "stronger and more sustainable". Europas egne forsvarsinstitutioner peger på noget andet: Kontinentet kan støbe beton og lægge brændstofledninger hurtigere, end det kan opbygge de kommando-, efterretnings- og atomstrukturer, som skal få det hele til at virke.

Pentagons seks måneder løber samtidig med det, europæiske forsvarsplanlæggere beskriver som en periode med høj sårbarhed på kort sigt. Europa opgraderer rørene. Styresystemet er stadig amerikansk. Colby og Hegseth skylder et svar på det spørgsmål, deres egen gennemgang rejser: Hvad sker der i hullet mellem den tidsplan, Washington sætter, og den tidsplan, Europa faktisk kan levere?