Tre tankskibe ramt, færre skibe i Hormuz

Tirsdag den 29. september blev tre tankskibe meldt ramt af ukendte projektiler i Hormuzstrædet. Meldingerne kom først frem næste morgen (gCaptain). Strædet fører olie fra Golfen og qatarsk gas til markeder, Europa er afhængig af, og trafikken var allerede faldet til en lille del af niveauet før krigen. Meldingerne føjer en risiko til ruten. De oplyser ikke, hvem der affyrede projektilerne, og dokumenterer ingen nye omkostninger for Europa.

Hvad meldingerne fastslår

Advarslerne kom fra UK Maritime Trade Operations (UKMTO), en britisk flådetjeneste, der advarer handelsskibe om trusler. Onsdag offentliggjorde tjenesten dem som meddelelserne 144-26 til 146-26 (UKMTO 144-26, UKMTO 146-26). Europæiske medier omtalte dem få timer senere (Le Figaro).

I den ene meddelelse står der, at et tankskib med råolie blev ramt på bagbordssiden, altså skibets venstre side. En anden beskriver et skib, der blev ramt på vej ind i Golfen.

UKMTO's meddelelser vurderer ikke skaderne og siger intet om besætningerne. Tavsheden er ikke tegn på, at alle er uskadt; den betyder kun, at oplysningerne ikke er offentliggjort. UKMTO lægger skibenes egne meldinger om at være blevet ramt til grund, men nævner hverken våben, affyringssted eller gerningsmand.

Hvad tidligere angreb viser – og ikke viser

Begge parter i krigen har angrebet skibe i farvandet. Irans Revolutionsgarde hævdede 18. september, at den havde ramt tankskibet Trend, fordi det havde krydset strædet uden tilladelse (AP). Reuters skrev 6. september, at amerikanske styrker havde ramt iranske tankskibe under håndhævelsen af en blokade af Irans havne (Reuters).

Hændelserne viser, at strædet er en krigszone. De fortæller intet om, hvem der ramte de tre skibe. Det ville kræve fysiske beviser, for eksempel bjærgede vragdele, radardata eller undersøgelser foretaget af skibenes flagstater (de lande, hvor skibene er registreret). Sådanne beviser er ikke offentliggjort.

Forhandlinger mellem Washington og Teheran, som kunne lette presset på søvejen, har ikke ført til nogen aftale (To Brief).

Hvor Europas sårbarhed viser sig

Skibe krydser stadig strædet, men kun ganske få. Ifølge Windward-sporingsdata, som Argus har citeret, var der 17 gennemsejlinger gennem strædet på angrebsdagen mod omkring 135 om dagen før krigen (Argus).

Regeringerne afgør ikke, om skibene sejler. Den beslutning træffes af skibets kaptajn og rederi, mens forsikringsselskaberne fastsætter prisen på at forsikre rejsen. En advarsel fra UKMTO påvirker deres vurdering, men bestemmer den ikke.

Europa mærker følgerne på energimarkederne. Før krigen passerede omkring 20 millioner tønder olie om dagen gennem Hormuz, svarende til omtrent en femtedel af verdens forbrug, ifølge US Energy Information Administration (EIA). Qatars flydende naturgas (LNG, gas, der køles ned til væske, så tankskibe kan transportere den) har ingen rørledningsrute uden om strædet.

Italien viser, hvad det betyder i praksis. Energiselskabet Edison havde allerede mistet 35 LNG-laster fra Qatar siden krigens begyndelse og ventede at miste yderligere seks inden begyndelsen af december, skrev fagmediet Staffetta Quotidiana 28. september, dagen før angrebene (Staffetta Quotidiana).

Tirsdagens meldinger føjer endnu en risiko til en rute, som Europa allerede havde svært ved at benytte. De dokumenterer endnu ingen ekstraomkostninger. Ingen offentliggjort forsikringspris, brændstofpris eller opgørelse over leverancer kan skille virkningen af disse angreb fra de tab, krigen allerede havde medført. Ansvaret vil være uafklaret, indtil efterforskere eller flagstaterne offentliggør fysiske beviser.