Trump afviser Irans plan for Hormuz

Donald Trump sagde 26. september, at han havde afvist Irans tilbud om at afslutte krigen og genåbne Hormuzstrædet. »De kom med et forslag, men jeg afviste det«, sagde han til journalister i Det Hvide Hus (NBC News, Reuters). Planen lagde op til, at Washington skulle tage det første skridt. Der findes nu ingen fælles plan og intet offentligt amerikansk modforslag. Derfor er sejlruten, som olietankere og LNG-skibe fra Golfen, også fra Qatar, bruger, fortsat omstridt.

Inden Trump udtalte sig, byggede oplysningen om afvisningen på anonyme amerikanske embedsmænd, mens Teheran sagde, at landet stadig ventede på et formelt svar (Reuters). Nu har Trump selv bekræftet afvisningen. Han sagde ikke, hvilket vilkår han var imod. I en tidligere artikel gennemgik To Brief Irans betingelser (To Brief).

Hvad Iran tilbød, og i hvilken rækkefølge

Irans udenrigsminister Abbas Araghchi sagde 25. september i FN, at Teheran via en qatarsk mægler havde sendt Washington en plan på syv dage (FN-transskription). Tidsfristen skulle først begynde, når USA havde accepteret planen.

Araghchi beskrev derefter en fast rækkefølge. Washington skulle handle i løbet af de første fire eller fem dage. Iran ville genåbne strædet på dag seks, og forhandlinger om en endelig aftale skulle begynde på dag syv (Al Jazeera).

De amerikanske skridt skulle ifølge de offentliggjorte oplysninger omfatte ophævelse af USA's flådeblokade af iranske havne og lempelse af begrænsningerne på Irans olieeksport. Planen omfattede også en våbenhvile, der skulle gælde Libanon (AP). Den fulde skriftlige plan er ikke offentliggjort.

Tilbuddet drejede sig om to forskellige former for kontrol med skibstrafikken. Washingtons blokade hindrer skibe i at nå Irans egne havne. Teherans trusler gør det bredere stræde farligt for alle andre. Ophævelse af den ene forhindring fjerner ikke den anden, og derfor vejer rækkefølgen af skridtene så tungt.

Hvorfor rækkefølgen er stridens kerne

Den praktiske hindring er enkel: Den beskrevne rækkefølge kræver, at Washington letter presset på Irans økonomi, før Iran genåbner noget. Det ville være en indledende indrømmelse, ikke en opgivelse af alle de pressionsmidler, USA råder over. Men USA skulle tage skridtet først og stole på, at Iran fulgte efter.

Som planen er beskrevet, rummer den yderligere to uafklarede spørgsmål. En våbenhvile i Libanon afhænger af Israel. Washington kan lægge pres på landet, men kan ikke garantere en våbenhvile. De offentliggjorte beskrivelser forklarer heller ikke, hvordan parterne skulle kontrollere, at den anden overholder sine skridt, selv om det kan stå i den ikke-offentliggjorte fulde tekst. Trump har ikke angivet dette som sin begrundelse, og det bør derfor ikke læses sådan.

Europa bærer risikoen uden plads ved bordet

Før konflikten passerede omkring 20 mio. tønder olie om dagen gennem Hormuzstrædet, svarende til omtrent en femtedel af verdens samlede olieforbrug. Strædet var samtidig en central rute for LNG fra Golfen, altså flydende naturgas transporteret med skib (EIA). Den 25. september blev ni skibe observeret på vej gennem strædet, sammenlignet med omkring 125 store skibe om dagen før konflikten (Cyprus Mail). Danske Maersk havde allerede indført et tillæg på 1.000 dollar pr. container for skibe, der sejler gennem strædet, til dækning af forsikring og risiko for besætningen (SeaNews).

Gasmarkedet var begyndt at indregne udsigten til en aftale. Europas benchmarkkontrakt for gas, den hollandske TTF, lukkede fredag i 75,025 euro pr. megawatt-time, efter at have ligget over 80 euro en uge tidligere. Argus knyttede faldet til Irans tilbud (Argus). Markederne var lukkede, da Trump udtalte sig lørdag, så hans afvisning har endnu ikke udløst nogen målbar markedsreaktion.

De europæiske regeringer har presset på dér, hvor de kan. Den tyske udenrigsminister Johann Wadephul støttede 24. september en opfordring fra 80 lande om at genåbne Hormuzstrædet helt (Handelsblatt). Opfordringen viser, hvad en bred koalition ønsker. Den kan ikke få Washington til at ophæve blokaden eller Teheran til at opgive sine trusler, for ingen af delene er i europæiske hænder.

Fredagens gaspris afspejlede til dels håbet om en aftale, som Europa hverken kunne underskrive eller forhindre. Washington har nu afvist et forslag, der forudsatte, at USA skulle tage det første skridt, og europæiske regeringer kan ikke tvinge nogen af parterne til at genåbne passagen. En væsentlig usikkerhed står tilbage: Den fulde plan er ikke offentliggjort, og Trump har ikke sagt, hvilket vilkår han var imod. Før Washington oplyser, hvilket vilkår det afviste, eller fremlægger sit eget forslag, kan europæerne ikke afgøre, om uenigheden handler om rækkefølgen eller indholdet.