Tyrkiske parker rammer omstridt farvand

To præsidentielle dekreter, offentliggjort lørdag, udpeger store havområder nær græske øer som tyrkiske nationalparker. En havpark skaber ikke suverænitet efter folkeretten. Spørgsmålet er, om Ankara vil bruge parkregler, tilladelser og kontrol til at opbygge praktisk myndighed, før der findes en aftalt havgrænse.

To parker, to trykpunkter

Præsident Recep Tayyip Erdogan har underskrevet dekreter om oprettelsen af to marine nationalparker. Den første, Fethiye-Kaş Marine National Park, ligger mellem Tyrkiets sydvestlige kyst og farvandet nær de græske øer Kastellorizo og Rhodos. Den anden, North Aegean Marine National Park, dækker omkring 1.742 km² ud for den tyrkiske kyst nær Lemnos og Samothraki (BloombergHT, Harita Haber).

Begge parker blev optaget i Tyrkiets officielle statstidende 16. august med koordinatbilag og grænsekort (Hürriyet). Det er formelle retsakter, ikke pressemeddelelser. De giver områderne national beskyttelsesstatus, tegner afgrænsninger og kan danne grundlag for tilladelser, patruljering og restriktioner. Det er uproblematisk dér, hvor en stat har myndighed. Striden handler om, hvor den myndighed slutter.

Grækenland mener, at parkerne rækker ud over tyrkisk territorialfarvand, altså den havstribe hvor en kyststat har suverænitet, normalt op til 12 sømil, og ind i områder hvor Grækenland gør krav på kontinentalsokkelrettigheder over havbunden og dens ressourcer. Det græske udenrigsministerium kalder dekreterne ulovlige og siger, at de "ikke skaber fuldbyrdede kendsgerninger" (Kathimerini, ProtoThema).

Tyrkiets linje, som indtil videre især er formidlet gennem halvofficielle medier og ikke en verificeret udtalelse fra udenrigsministeriet, fremstiller parkerne som et værn om tyrkiske maritime rettigheder (Daily Sabah).

Kortets logik

Parkernes placering følger et velkendt tyrkisk argument: Græske øer tæt på Tyrkiets kyst bør efter Ankaras opfattelse kun give begrænsede, eller slet ingen, egne havzoner. Mod syd afspejler Fethiye-Kaş-korridoren samme tænkning som den tyrkisk-libyske havgrænseaftale fra 2019, der trak tyrkiske og libyske krav hen over farvande, som Grækenland mener også formes af de græske øers rettigheder. Athen har brugt tre runder forhandlinger med Libyen på at forsøge at neutralisere den aftale (To Brief).

Mod nord svarer en tyrkisk administrativ zone mellem Lemnos og Samothraki til et krav om at forvalte farvande, som Grækenland enten anser for sin kontinentalsokkel eller for åbent hav (Kathimerini).

De præcise koordinater i bilagene er endnu ikke uafhængigt kortlagt, så et konkret overlap kan ikke bekræftes. Men den overordnede geografi er tydelig nok: Begge parker ligger dér, hvor de to landes krav støder sammen.

Kontinentalsokkelrettigheder afhænger ikke af, hvem der senest har tegnet et kort. Den Internationale Domstol fastslog i North Sea Continental Shelf-sagen, at sådanne rettigheder følger automatisk af en stats kystlinje, ikke af senere administrative beslutninger (ICJ). Tyrkiet er ikke part i UNCLOS, FN's havretskonvention, men mange af konventionens grundprincipper anses for bindende sædvaneret (UNCLOS).

Et naturbeskyttelsesstempel kan ikke tilsidesætte den ramme. En havpark kan regulere fiskeri og kræve tilladelser dér, hvor staten allerede har jurisdiktion. Den kan ikke opfinde jurisdiktion, hvor den ikke findes.

Grækenland alene, Europa stille

Ved offentliggørelsen havde ingen andre EU-regeringer reageret offentligt på de tyrkiske dekreter. Frankrig har givet det nærmeste indirekte signal: Le Figaro og Opex360 har rapporteret om flere tyrkiske drone- og flykrænkelser af græsk luftrum denne måned, hvilket placerer parkerne i et bredere mønster af pres i Det Ægæiske Hav (Le Figaro, Opex360).

Tavsheden betyder noget. Parkerne berører et EU-lands hævdede kontinentalsokkel og dermed også Unionens ydre maritime grænse. Athen siger, at sagen vil blive rejst i EU og NATO. Men ingen af de to fora afgør havgrænser. EU kan udsende politiske markeringer og lægge diplomatisk pres. NATO kan dæmpe spændinger mellem allierede. Ingen af dem kan trække stregen på kortet.

Prøven kommer, når Tyrkiet handler på dekreterne. Hvis Ankara begynder at udstede tilladelser, sende patruljer ud eller kræve godkendelse fra skibe i farvande, som efter folkeretten ligger uden for tyrkisk kontrol, holder parkerne op med kun at være en naturbeskyttelsesbetegnelse. Så bliver de til regler, som skibe og embedsmænd forventes at rette sig efter.

Foreløbig behandler Grækenland sagen som et europæisk grænsespørgsmål. Resten af Europa lader den blive ved med at ligne en græsk-tyrkisk tvist.