USA's militæradgang til Grønland afventer afstemninger

Washington har en underskrevet aftale om vid adgang til Grønland for det amerikanske militær, men adgangen gælder endnu ikke. Danmark, Grønland og USA underskrev aftalen i New York 22. september. Den giver amerikanske militærfly ret til at flyve over og lande hvor som helst på øen, og amerikanske statsskibe ret til at bevæge sig under havoverfladen i Grønlands territorialfarvand (den underskrevne aftale). Først når Folketinget og Inatsisartut har godkendt aftalen, træder den i kraft. De nye områder, som aftalen nævner, er endnu ikke kortlagt.

Hvad Washington får

Det bliver stående rettigheder. Når aftalen træder i kraft, kræver bestemmelsen om adgang ikke en ny beslutning mellem de tre regeringer for hver flyvning, landing eller sejlads (Det Hvide Hus' offentliggørelse af aftalen).

Det ændrer, hvor amerikanske styrker kan operere. En aftale fra 1951 gav allerede USA vidtgående rettigheder, men kun inden for aftalte forsvarsområder, altså zoner afsat til amerikansk militær brug (aftalen fra 1951). En norsk gennemgang af aftalen punkt for punkt vurderer, at retten til at færdes over hele øen og den udtrykkelige adgang under vandet reelt udvider USA's muligheder (Samfunn og politikk). ABC News var mere forbeholden og advarede om, at de nye bestemmelser ikke nødvendigvis går videre end alle de rettigheder, USA allerede har (ABC News).

Washington beskriver aftalen i større vendinger, end ordlyden kan bære. Donald Trump talte om permanent kontrol, og en meddelelse fra Det Hvide Hus hævdede, at USA får varig kontrol over sine sikkerhedsinteresser (Det Hvide Hus' meddelelse). Den underskrevne aftale bekræfter Danmarks suverænitet og anerkender grønlænderne som et folk med ret til selvbestemmelse (den underskrevne aftale). Berlin lagde sig på den linje. Kansler Friedrich Merz hilste en løsning baseret på enighed og i overensstemmelse med folkeretten velkommen (den tyske forbundskanslers udtalelse).

Områder uden klare grænser

Aftalen giver USA mulighed for at udvide Pituffik Space Base, den eksisterende amerikanske base. Den føjer også Narsarsuaq, en tidligere amerikansk flybase i syd, og Mestersvig på østkysten til (den underskrevne aftale). I vores første artikel kaldte vi de nye steder baser (To Brief). Aftalen udpeger dem i stedet som forsvarsområder, samme type zoner som i den gamle aftale. Reuters fandt ingen oplysninger om troppetal eller tidsplan i teksten. Områdernes omfang, indretning og åbningsdato skal derfor stadig forhandles (Reuters' gennemgang).

Et eventuelt nyt område skal behandles af en fælles komité for de tre regeringer. Kan komitéen ikke nå til enighed inden for 90 dage, løftes spørgsmålet først til viceministre og derefter til ministre (Det Hvide Hus' offentliggørelse af aftalen). Aftalen siger ikke, hvad der sker, hvis ministrene heller ikke kan blive enige.

Grønland får også en lokal interesse i aftalen. Tysk presse fremhævede, at grønlandske virksomheder skal foretrækkes ved byggekontrakter (Der Spiegel). Aftalen fastsætter hverken kontrakternes værdi eller garanterer arbejdspladser.

Hvad de nuværende regeringer kan love

Aftalen træder først i kraft, når en diplomatisk note meddeler Washington, at Danmark og Grønland har gennemført deres parlamentariske procedurer. Det kræver godkendelse fra Folketinget (Danmarks parlament) og Inatsisartut (Grønlands parlament) (den underskrevne aftale, Reuters' gennemgang). En sådan note er endnu ikke kommet frem.

Aftalen forsøger også at forpligte et Grønland, der endnu ikke er en selvstændig stat. Hvis øen bliver selvstændig, skal de danske og grønlandske regeringer sikre, at den nye stat forbliver i NATO (den underskrevne aftale). De skal også sikre, at den overtager Danmarks forpligtelser under aftalen.

Det er løfter, som regeringerne ikke selv kan indfri fuldt ud. Selvstyreloven fra 2009 overlader beslutningen om selvstændighed til grønlænderne (Selvstyreloven). Skulle et selvstændigt Grønland optages som nyt NATO-medlem, kræver Atlantpagtens artikel 10 samtykke fra alle eksisterende medlemslande (Den Nordatlantiske Traktat). Dermed får hvert europæisk NATO-land indflydelse på et løfte, som tre andre regeringer har underskrevet.

Med underskriften ligger en forhandlet aftale klar. Den juridiske adgang afhænger stadig af de to parlamenter. Når aftalen træder i kraft, har den ingen udløbsdato, og enhver ændring kræver samtykke fra alle tre parter, også Washington (den underskrevne aftale). Derfor er de kommende afstemninger i Folketinget og Inatsisartut den sidste kendte mulighed for at standse de nye vilkår, før de træder i kraft. Inden da skylder de danske og grønlandske regeringer deres parlamentarikere klare svar på, hvor grænserne for de nye forsvarsområder skal gå, og hvad der sker, hvis ministrene ikke kan blive enige om fremtidige områder.